22 marts 2023
Sund & Bælt, der har det overordnede ansvar for forundersøgelsen af en fast forbindelse mellem Als og Fyn, har som en del af forundersøgelsen netop foretaget geofysiske sejladser i Lillebælt.
De geofysiske undersøgelser blev gennemført i uge 11 af GEUS, forsknings- og rådgivningsinstitutionen i Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet for at få større viden om geologien i området.
- Det er et vigtigt led i forundersøgelsen, at vi indsamler og får viden om havbunden i forhold til både miljø og teknik, så denne vigtige information kan indgå i grundlaget for en politisk drøftelse om projektets videre forløb, siger Titti Kopp, der er projektchef for forundersøgelsen i Sund & Bælt.
De geofysiske undersøgelser er foretaget ved hjælp af seismisk kortlægning og tolkning og er sket ved, at et skib har gennemsejlet udvalgte områder med udstyr, der har afsendt lydbølger, der bliver reflekteret fra jordlagene under havbunden. Dermed opnår man viden om de forskellige laggrænser i området, og sammenholdt med viden fra boreprøver og laboratorieforsøg kan man få viden om materialets tilstand og bæreevne.
Det er vigtig viden, der kan bruges til at vurdere, hvilke funderingsmetoder, der kan benyttes, samt hvor omfattende gravearbejde der vil være nødvendigt i en eventuel anlæggelse af en fast forbindelse i området. Resultaterne fra sejladserne skal nu analyseres, så de kan indgå i den samlede forundersøgelse af projektet.
Beslutningen om at gennemføre en forundersøgelse af en fast forbindelse mellem Als og Fyn blev taget i forbindelse med Aftale om Infrastrukturplan 2035. Folketinget har afsat 20 mio. kr. til forundersøgelsen, der forventes afsluttet i 2024.
Læs mere om forundersøgelsen på als-fyn.dk.